Thailand - torsdag den 28. januar 2010

Prachameosuk Village på Koh Mook

Tilbage

I dag var der dømt total afslapning. Vi kunne sove lige så længe, vi havde lyst til og der var intet andet på programmet, end at ligge på vores flade og læse en bog, svømme - eller hvad man nu havde lyst til.

Det passede helt sikkert Brian godt. Han var slet ikke frisk endnu og kunne ikke holde noget i sig. Så der var meget stille fra Bach Tours. Nå, men vi kunne vel også planlægge uden hans hjælp. Der var tale om, at vi skulle en tur til Ko Rok herfra. Det var der lidt delte meninger om, for nogle havde jo været der før men det var næsten synd, hvis Karin og Erik ikke fik det at se. Men vi kunne se tiden lidt an og beslutte senere i dag, hvad de næste par dage skulle gå med - hvis der da skulle ske andet end at ligge og kigge på vandet.

Formiddagen gik på briksene foran vores hytte. Det kunne bare ikke blive bedre. Direkte ned til stranden og havet. Lækkert.

Jette og Brian samt Karin og Erik boede ud til stranden på den anden side og her var noget længere til vandkanten og der var meget lavvandet. Men stadig rigtig sandstrand - perfekt til småbørn.

Marie, Lasse og jeg ville gå en stille tur op til restauranten, for at spise frokost. Men bare tæer og supervarme fliser er ikke en god cocktail, så vi måtte løbe - og så holde hvil på de steder, hvor der var skygge.

Vi trængte til lidt salt, så det blev til europæisk frokost til alle. Nå ja, Carbonara til Lasse...

Et kort besøg hos de andre. De pustede på deres terrasser. Her var ikke så meget vind, så det var bare varmt.

Så fik vi endelig lokket Lasse i swimmingpoolen. Det var på en eller anden måde en befrielse. Jeg havde forsøgt at sige til ham, at han ikke kunne tage på en badeferie og slet ikke bade. Det ville være for åndssvagt.

I løbet af eftermiddagen trak det op med flere skyer og Marie mente også, at der var udsigt til regn, men det blev dog ved lidt lette skyer, der sørgede for en befriende pause fra den varme sol.

Ved halv 5 tiden gik vi alle (bortset fra Marie og Brian) en tur ind til øens eneste landsby. Så snart vi forlod Sivalais område, var det slut med det, som vi betragter som luksus. Vi gik ind i slum og dårlige huse, meget affald og ildelugtende områder. Det var både interessant, spændende og skræmmende. Nu skal man ikke skære thailændere over en kam, men vores oplevelser i landsbyen viser et billede af, at thaierne i almindelighed har en helt anden levestandard end vi. De virker glade og tilfredse og det forstærker mit billede af, at selv om vi er rige og har penge, så er det absolut ikke ensbetydende med, at vi er glade og lykkelige. Det må vi aldrig tage for givet.

Vi listede lidt rundt og jeg ærgrede mig over, at jeg havde efterladt mit kamera derhjemme. Det var virkelig en spændende tur. Der blev handlet en del ind i de 3 - 4 butikker, som landsbyen havde. Herefter fortsatte vi til havnen og tilbage til vores resort, vores luksus og "vores" liv.

Mens vi gik langs stranden, fulgte en lille lys hund efter os. Den lignede en race i stil med Kvik fra Matador. Den havde travlt med at jage krabber på stranden. På et tidspunkt hoppede den hen på en krabbe, som åbenbart bed fra sig, for pludselig lettede hunden lodret i vejret på alle 4 poter - med et hyl - så vi ikke var i tvivl om, at krabben havde forsvaret sig.

Det var ved at være mørkt, så vi skyndte os at gøre os klar til aftensmaden. Et skilt i restauranten forkyndte, at der i aften var en stor international buffet til en pris af 500 bath. Det svarer i pris til en 2-retters menu a la carte. Det valgte 3 af os - og resten tog buffet'en.

Det internationale islæt var til at overse. Jeg gætter på, at det betød "kinesisk", for flere af retterne virkede kinesisk inspireret med friturestegte løgringe, rejer og kyllingestykker - samt flere sammenkogte retter med forskellige ingredienser - men uden skyggen af chili. Indbegrebet af kinesisk mad for mig...

De 3, der havde bestilt a la carte menu, kom til at vente i over en time, før maden kom. Først da vi havde rykket et par gange, skete der noget. Resultatet var, at Marie var blevet så træt, at hun ikke kunne spise sin mad. Hun smagte kun lige på det og så gik hun hjem i seng. Brian havde bestilt buffet, men han nåede kun lige at kigge på maden, så gik han også retur. Han var åbenbart ikke helt frisk endnu.

Efterhånden som folk blev trætte, sagde de godnat og de sidste af os prøvede kræfter med hotellets internet. Her var ikke trådløs forbindelse, så vi skulle bruge de 3 museumsgenstande af computere, der var opstillet til fri afbenyttelse ved receptionen. Det lykkedes mig at få installeret et program, så jeg kunne oploade billeder til vores hjemmeside, men det lykkedes ikke, at få programmet til at virke...